Nye venner, lokale frivillige og et fællesskab, der går i arv, skabte endnu en sommer med minder for livet på Djursland.
Børnene sidder tæt omkring bordene i Lærkeredens spisesal. Udenfor bager solen, og senere venter badning, vandkamp og leg. Men lige nu er der ro, mens børnene lytter til dagens fortælling og sidder sammen med nye og gamle venner.
Det er netop blandingen af leg, tro, trygge voksne og stærke fællesskaber, der får børn og frivillige til at vende tilbage til Lærkereden år efter år.
Denne sommer deltog mere end 50 børn og unge i børne- og juniorlejren, mens næsten 40 frivillige ledere, ungledere og køkkenhjælpere brugte en del af deres sommerferie på at skabe oplevelser for børnene.
Årets deltagere blev samtidig de første til at tage endnu en nyrenoveret sovesal i brug med nye vinduer, madrasser og gulv. Men som den lokale tømrer og frivillige leder Peter Kjeldahl understreger, er bygningerne kun rammen.
Et sted hvor børn kan være sig selv
Peter Kjeldahl har været med til at renovere lejren, og var samtidig frivillig leder under årets sommerlejr. Han siger om lejren:
Jeg har været med til at arbejde på Lærkereden gennem flere år, og det giver noget særligt at se børnene tage de nye rammer i brug. Men det vigtigste er ikke bygningen – det er det fællesskab, der opstår. Her får børn lov til at være sig selv, lægge paraderne væk og mærke, at de bliver set og mødt.
For Lærkereden er bygningerne blot rammen. Det vigtigste er de relationer, der opstår mellem børn, unge og frivillige.
Man føler sig ikke alene
Det er netop fællesskabet, der fylder mest, når børnene selv fortæller om deres oplevelser.
11-årige Gema fra Grenaa siger:
Jeg elsker lejr, fordi der er så mange voksne, og jeg har fået nye venner.
14-årige Vilja fra København sætter ord på følelsen af at være en del af fællesskabet:
Jeg deltager, fordi jeg synes, det er vildt hyggeligt at være sammen med de søde mennesker. Det er altid hyggeligt at være på juniorlejr, fordi fællesskabet bare er sådan mega godt, og man føler sig ikke alene.
Og 9-årige Oliver fra Østbirk har sine egne favoritter:
Jeg elsker børnelejr, fordi der er slikbod hver dag, og to gange om dagen går vi til stranden og bader.
Når sommerminder går i arv
Lærkereden er ikke bare en sommerlejr. For mange familier er den blevet en tradition, som går i arv.
En mor fortæller:
Vores datter glæder sig til gensynet med flere venner fra sidste år, og glæder sig også til at vise sin klassekammerat rundt på Lærkereden.
En ungleder, Maja Toft 17 år fortæller:
Jeg glæder mig til at være sammen med børnene og hygge sammen med dem. Og give en god oplevelse til dem, som jeg også havde da jeg var barn på Lærkereden.
Forperson Heidi Svane Pedersen oplever, at netop dét er noget af det mest særlige ved Lærkereden.
"Vi oplever hvert år, at tidligere lejrbørn vender tilbage som unge ledere, og at forældre sender deres egne børn afsted, fordi de selv har haft fantastiske oplevelser her. Det viser, at det ikke kun er en sommerlejr – det er et fællesskab, som lever videre på tværs af generationer."
Et lokalsamfund, der løfter i fællesskab
En vigtig del af Lærkeredens arbejde er at holde deltagerprisen så lav som muligt, så økonomien ikke bliver afgørende for, om et barn kan komme med på lejr. Derfor har støtten i form af slik fra REMA 1000 på Havnevejen og Århusvej i Grenaa haft stor betydning. Slikboden er for mange børnét af dagens højdepunkter, men den er samtidig en af de største ekstra udgifter under sommerlejrene.
Sammen med de mange frivillige, lokale håndværkere og øvrige støtter er REMA 1000 med til at sikre, at Lærkereden fortsat kan tilbyde børn og unge en sommerlejr med fællesskab, oplevelser og plads til alle.
Sommerlejrene arrangeres af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, mens Lærkereden drives og udvikles af frivillige, som året rundt arbejder for at skabe et trygt fristed, hvor børn og unge kan mødes, få nye venner og opleve, at de hører til.
