Letbanekunder på L2 mellem Aarhus og Odder ved godt, at Letbanen ikke stopper hver gang ved Kongsvang og Mølleparken. Ligesom letbanekunder på L1 ved, at letbanetoget mod Grenaa holder på spor 1 på Aarhus H. Men hvad med kunder, der ikke rejser så tit?
Midttrafik og Aarhus Letbane har været med på brugerrejsen for at blive klogere på, hvordan informationer om drift og letbane fungerer i dagligdagen. Efter aftale med udvalgte letbanepassagerer fulgte to medarbejdere med som skygger på deres rejse. Arbejdet gav gode indsigter, som blandt andet danner baggrund for det nye linjeføringskort.
Vigtige ændringer:
-
L1 og L2 har fået hver deres farve, som gør det lettere for kunderne at adskille dem. Hermed er kortet fremtidssikret til en eventuel ny linje.
- Linjeføringerne er blevet mere identiske med virkeligheden
- Endestationer og mulighed for skift er markeret tydeligere
- Bedre markering og beskrivelse ved de stop, hvor Letbanen ikke stopper hver gang
- Mulighed for skift til vigtige busforbindelser er fremhævet
- Informationer på både dansk og engelsk
Det nye linjeføringskort er sat op på alle Letbanens perroner og i alle letbanetog.
