Efter måneders politisk arbejde og en lang række borgermøder er Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune nu klar til at tage endelig stilling til Fremtidens folkeskole.
Indstillingen, som et politisk flertal forventes at nikke ja til på det kommende kommunalbestyrelsesmøde den 10. november, er netop blevet offentliggjort, og af den fremgår følgende hovedpunkter:
Øst
- I Grenaa etableres to selvstændige bhkl.-9.-klassesskoler med hvert sit skoledistrikt, eget navn, egen skolebestyrelse og egen ledelse. Den nuværende Afdeling Søndre bliver skolematrikel 1 og Afdeling Vestre bliver skolematrikel 2. Den nuværende Afdeling Østre lukkes.
- Skolen i Toubro fortsætter som en afdeling under skolematrikel 1 med bhkl..-6. klasse.
- Specialklasserne samles på én enhed i Grenaa og tilknyttes skolematrikel 2.
- I foråret 2027 bliver der udarbejdet en anlægsplan, hvor matrikler i Grenaa prioriteres først og dernæst Toubroskolen.
Midt
- Den eksisterende struktur fastholdes uændret.
- I foråret 2027 bliver der udarbejdet en anlægsplan med henblik på renoveringer og etablering af to klasserum, toiletter og depot/multirum.
Auning:
- Specialklasserne i den vestlige del af kommunen samles på Auning Skole. Der bliver gennemført de nødvendige anlægsarbejder, så der bliver plads til den fremtidige organisering og samlingen af specialklasserne.
Nord:
- Nuværende Afdeling Allingåbro udvides og bliver til bhkl.-9. klasse
- Afdelingerne Langhøj og Rougsø bevares som bhkl.-6.-klasses-skoler og tilknyttes organisatorisk Børneby Nord sammen med Afdeling Allingåbro.
- Der udarbejdes en samlet anlægsplan til politisk behandling i foråret 2027, hvor Auning og Allingåbro-afdelingen prioriteres først og dernæst afdelingerne Langhøj og Rougsø.
Nye kriterier for de små skoler
For skolerne i Toubro, Langhøj og Rougsø bliver der tilknyttet et såkaldt bæredygtighedskriterie, der betyder at hver skoleafdeling skal have minimum 60 børn i gennemsnit over to skoleår. Hvis dette kriterie ikke er opfyldt, indstilles den pågældende skoleafdeling til lukning. Modsat gælder, at hvis elevtallet på en afdeling for bhkl.-6. klasse overstiger 140 børn i gennemsnit over to år, skal mulighederne for at etablere en overbygning fra 7.-9. klasse på den pågældende afdeling undersøges.
Borgmester Kasper Bjerregaard (V) er glad for, at der nu ligger en plan for folkeskolerne i kommunen.
Jeg tør godt sige, at vi politisk har drøftet alle aspekter af den her sag, og vi har fået flere end 300 høringssvar, der selvfølgelig også har gjort indtryk. Vores ambition var og er stadig, at vi vil udvikle fremtidens folkeskole, så alle børn får de bedste kort på hånden til deres fremtid. De skal være dygtige, de skal trives, og de skal have de bedste rammer for at udnytte deres potentialer både mens de går i folkeskolen og bagefter. Samtidig skal vi kunne tilbyde vores medarbejdere gode stabile faglige miljøer, slår han fast.
Beslutningen fastholder den nuværende tildelingsmodel og et eventuelt merforbrug i 2027 vedrørende Børnby Nord finansieres i fællesskab på tværs af de politiske fagudvalg.
Når beslutningen om fremtidens folkeskole er endelig vedtaget af kommunalbestyrelsen, går forvaltningen i Norddjurs Kommune i gang med at udarbejde de nødvendige anlægs- og procesplaner. Forventningen er, at de første ændringer tidligst vil træde i kraft i skoleåret 2028/2029.
Læs den fulde indstilling her:
Fremtidens folkeskole i Norddjurs Kommune - Norddjurs Kommune
