Det er fedt med undervisere, der brænder for det og giver en masse forskellige opgaver. Stemningen er god, og jeg har virkelig fået et skub i retning af min drøm. Målet var en læreplads – og nu er jeg i gang, fortæller Sebastian.
Et fyrtårn for de andre elever
På værkstedet er det underviserne Kim A. Nielsen og Dennis N. Pedersen, der fører Sebastian og de andre unge videre. Dennis er uddannet webintegrator og har i mange år arbejdet med både video og grafisk produktion for virksomheder og i musikmiljøet inden han kom til FGU som underviser. Her mødte han Sebastian, og efter at have fulgt hans udvikling som elev foreslog han, at han blev lærling:Jeg oplevede, at han udviklede sig virkelig godt og jeg troede på, at han kunne lykkes i de rigtige rammer, fortæller Dennis.Kim er uddannet 3D-animator, har 8 års erfaring med teknisk design fra Jysk Display i Viborg, og har også mange års erfaring som underviser – både fra Randers og nu i Grenaa. Han har tidligere sendt unge mennesker videre til jobs hos bl.a. Proshop, Grundfos og Michelin-restauranten Alchemist. Sammen med Dennis glæder han sig over, at værkstedet i Grenaa nu kan tilbyde lærepladser:
Lærlinge på FGU er en kæmpe gevinst. De bliver fyrtårne for de andre elever og viser, at man kan arbejde sig op. Fagligt står de på linje med lærlinge i virksomheder – vi har en autentisk produktion, hvor barren er høj, og de får et stort ansvar ind i den produktion, siger Kim.
Plads til udvikling
På FGU er der desuden tid og plads til at støtte de unge både fagligt og menneskeligt.Vi giver dem den hånd i ryggen, der gør, at de kan udvikle sig til den bedste udgave af sig selv, fortæller Kim.Også Dennis peger på netop den balance mellem støtte og selvstændighed som noget særligt ved FGU:
Det er de unge selv, der skal gøre arbejdet. Vi kan guide og støtte, men de skal selv gå vejen. Det er den læring, Sebastian har taget til sig – og derfor lykkes han.Kim understreger samtidig, at målet ofte er, at de afslutter læretiden i en anden virksomhed:
Vi gør dem klar til at flyve selv – og virksomhederne får lærlinge, der er både dygtige og ansvarlige fra dag ét.
En respekteret rolle
Sebastian har allerede vist, at han kan udfylde pladsen som lærling. Han er med til at løfte den daglige produktion og han er også faldet naturligt ind i rollen med at vise de andre elever retningen på værkstedet:Jeg kan godt sige til en af de andre ”hey, pak lige den telefon væk, der er undervisning” og så gør de det faktisk, siger Sebastian.Dennis bakker ham op:
De andre elever har tillid til Sebastian på en anden måde. Han er tæt på dem i alder, og de har set hans udvikling – og hvad det kan blive til. Det betyder noget at have sådan en rollemodel, fortæller han.
Tæt samarbejde med 3D College
Lærlingeforløbet kombinerer skoleperioder på værkstedet på FGU i Grenaa med ophold på 3D College. Det giver de unge en bred og fleksibel uddannelse, der matcher erhvervslivets krav. På værkstedet ser man klart Sebastian som den første af flere kommende lærlinge.Det giver rigtig god mening – både for de unge, for værkstedet og for hele lokalområdet, at vi kan skabe nye uddannelsespladser her i Grenaa, hvor 3D College ligger, afslutter Kim.
