04. juli 2025

|

Pressemeddelelse

Scleroseforeningen får støtte til renovering af Dronningens Feriebys smukke glastag

Scleroseforeningen har fået 1.000.000 kroner fra Nordea-fonden til en udskiftning af glastaget i Dronningens Feriebys Fælleshus, der danner rammen om fællesskabsstyrkende aktiviteter i den handicaptilgængelige ferieby.

Scleroseforeningen får støtte til renovering af Dronningens Feriebys smukke glastag
Af: Scleroseforeningen | Foto: Pressefoto - Scleroseforeningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Med 1.000.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje kan Scleroseforeningen nu igangsætte renoveringen af det 32 år gamle glastag i Dronningens Feriebys fælleshus. Dronningens Ferieby har siden 1993 fungeret som et ferietilbud med fuldt tilgængelige faciliteter, der samler familier og gør det muligt for alle – uanset funktionsnedsættelser – at holde ferie. Mens feriebyens 44 feriehuse er blevet gennemgribende moderniseret, står glastaget i Fælleshusets gangareal stadig som ved opførelsen og har brug for en renovering. Langs glastaget er der opstået utætheder og risiko for skader på den smukke konstruktion, ligesom udskiftningen af glastaget skal sikre en bedre isolering og et behageligt indeklima i Fælleshuset, der danner ramme om fælles aktiviteter for feriebyens feriegæster, men også benyttes af lokalområdets beboere og organisationer året rundt.
Første handicapvenlige feriested i Europa
I Scleroseforeningen er administrerende direktør Klaus Høm begejstret over støtten:
Nordea-fondens støtte muliggør en renovering af et værdifuldt og tilgængeligt samlingssted for både feriegæster og beboere i lokalområdet omkring Dronningens Ferieby. Ved indvielsen i starten af 90’erne var feriebyen Europas første handicapvenlige feriested, og at samle mennesker - uanset funktionsniveau - har været en prioritet lige siden, siger Klaus Høm.
Med renoveringen af Fælleshuset håber Scleroseforeningen således også at kunne fastholde og styrke det lokale fællesskab. Alene i 2024 dannede Fælleshuset i Dronningens Ferieby ramme om 178 arrangementer for lokale deltagere fra organisationer som Scleroseforeningens lokalafdeling, Osteoporoseforeningen, lokale boligforeninger, lokale jobansøgningsnetværk, lokale erhvervsnetværk og -foreninger mv.
Et af 187 tilgodesete mødesteder
Fælleshuset i Dronningens Ferieby er et af i alt 187 mødesteder i hele landet, der i år modtager støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje til bæredygtige og inkluderende renoveringer. I alt har Nordea-fonden uddelt 100 millioner kroner gennem Renoveringspuljen til de udvalgte projekter, der har fokus på bæredygtighed som energirenovering og tilgængelighed og fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner. Interessen har været overvældende, fortæller administrerende direktør Henrik Lehmann Andersen i Nordea-fonden, og i alt har fonden modtaget 1.276 ansøgninger om støtte gennem Renoveringspuljen fra både små og store fællessteder i hele landet.
Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Puljen kan søges igen til efteråret, oplyser Nordea-fonden.

Galleri

Event Information